Parterapi

Sammen udvikler vi evnen til at forstå både jeres egne og hinandens indre verdener – så I kan genfinde nysgerrigheden, respekten og kontakten.

Parterapi

I parterapi handler det ikke om at pege fingre, finde en skyldig eller ansvarlig - men det handler om at genskabe forbindelsen. Om at forstå, hvad der sker mellem jer, når I misforstår hinanden, lukker af eller bliver fanget i de samme mønstre igen og igen.

Her får I begge plads til at blive hørt og forstået. Vi undersøger, hvad der ligger bag jeres reaktioner og konflikter – igen: ikke for at finde fejl, men for at finde mening.

Ofte viser det sig, at bag vreden, tavsheden eller kritikken, gemmer der sig længsler: et ønske om at blive set, mødt og mærket.

De følelser, vi ikke vil kigge på eller tage ejerskab for, bliver til små grøfter imellem os.

Sammen træner vi evnen til at forstå både jeres egne og hinandens indre verdener – så I kan genfinde nysgerrigheden, respekten og kontakten.

Parterapi er ikke kun for kriser

Mange tror, at man først skal søge hjælp, når alt er ved at falde fra hinanden.

Men parterapi kan også være en måde at passe på kærligheden på - et sted, hvor man kan genfinde hinanden, skabe forståelse og styrke den følelsesmæssige forbindelse imellem jer.

Uanset hvor I står, begynder arbejdet dér, hvor I begge er villige til at mødes - og tage næste skridt sammen. I parterapien får I mulighed for at forstå jeres mønstre, genskabe nærhed og udvikle nye måder at være i kontakt på - med jer selv og med hinanden.