§ 75 og familiebehandling - to indsatsområder med ét mål.
Når forældre får støtte til at forstå sig selv - og barnet sættes i centrum - skabes trygge samvær, stærkere relationer og varig udvikling.

§75 og familiebehandling - besøg mit afsnit om familiebehandling for mere info
Når et barn bliver anbragt udenfor hjemmet, står forældrene ofte i en dybt sårbar og kompleks livssituation. Det er svært at skulle afgive sit ansvar som den daglige omsorgsgiver for sit barn - fx er man ikke længere den, der tager med til tandlægen, og man kan ikke bare lige give sit barn et kram, når det er udfordret eller ked af det. Dér kan det være hårdt at skulle henvise til det pædagogiske personale.
Hvis ikke disse følelser adresseres, kan de komme til at fylde i samværet og skabe uforudsigelighed, spændinger eller misforståelser.
For barnet kan det være afgørende, at forældrene arbejder aktivt med sig selv under en anbringelse. Mange børn kommer nemt til at føle, at de selv er problemet, fordi det er dem, der fysisk forlader hjemmet. Det kan skabe usikkerhed og skyldfølelse, som barnet kan komme til at bære på alene. Netop derfor er det vigtigt at arbejde aktivt med forældrene, så samværene kan blive rare, trygge og forudsigelige for børnene. På sigt kan det forhåbentlig gøre det muligt at komme hjem igen – for selvom hjemgivelse ikke altid en realistisk eller forsvarlig mulighed, må det være det langsigtede ideal.
Det er min erfaring, at familiebehandling i kombination med §75 under anbringelse skaber værdifulde og vigtige forandringer fremadrettet. En anbringelse er sjældent lykkelig, og som en far engang sagde til mig, så er det det næstværste efter at miste sine børn. Det er et meget godt billede på, hvor sårbart og ulykkeligt, det kan være at måtte sande, at man ikke kan bo sammen med sit barn. Derfor er det også en situation, der skal håndteres nænsomt og med stor forståelse - og samtidig kan det være en periode med kæmpe potentiale for udvikling. I familier med stor kompleksitet – fx hvor der er mange professionelle involverede, tidligere konflikter med myndigheder eller manglende tillid til systemet - ser jeg ofte mig selv som en slags kaospilot. At være den, der binder samarbejdet sammen og arbejder på, at både anbringelsessted og hjem har de bedste betingelser for arbejdsro.
Støtten kan bl.a. have til formål at sikre følgende:
- Hjælpe forældrene med at forstå baggrunden for anbringelsen og de beslutninger, der træffes
- Støtte forældrene i at bearbejde sorg, afmagt og frustration over at afgive omsorgsrollen, og skabe forståelse for, hvordan anbringelsen påvirker både dem og barnet
- Arbejde med forældrenes reaktionsmønstre, så samværet opleves roligt og stabilt for barnet
- Skabe forudsigelighed i samværet: tilrettelægge møder og aktiviteter, så barnet oplever struktur og tryghed
- Sikre sammenhæng og arbejdsro i samarbejdet mellem hjem, anbringelsessted og myndighed
- Fremme mulighed for hjemgivelse, når det er realistisk og forsvarligt
